AKTINDSIGT

Ansøgere og akkrediterede virksomheder kan søge aktindsigt i egne sager efter forvaltningsloven. Normalt vil alle dokumenter, der kan søges aktindsigt i være tilgængelige for ansøgeren eller den akkrediterede virksomhed på kundeportalen, som DANAK og kunden har adgang til.

Der kan ikke søges aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen.

I bemærkningerne til produktloven lov nr. 782 af 04/05/2021, der regulerer akkreditering i Danmark er angivet:

I Danmark er DANAK udpeget som det nationale akkrediteringsorgan. I sin egenskab af at være nationalt akkrediteringsorgan virker DANAK som en offentlig myndighed. Det er dog alene forvaltningslovens bestemmelser om parters rettigheder i forhold til en sag, der beror hos en myndighed eller et privat organ, der har fået overført kompetence fra en offentlig myndighed, der finder anvendelse. Det skyldes, at de krav til fortrolighed, der følger direkte af forordningen om akkreditering m.v., og som også er et afgørende led i akkrediteringsstandarden (DS/EN ISO/IEC 17011), ikke er forenelige med tredjepartsaktindsigt som omhandlet i offentlighedsloven.